New York te-købmand Thomas Sullivan sendte ofte teprøver til potentielle kunder. For at reducere omkostningerne udtænkte han en metode: at pakke små mængder løse teblade i flere små silkeposer. På det tidspunkt ville nogle kunder, der aldrig havde brygget te før, uden at være bekendt med bryggeprocessen, simpelthen smide poserne i kogende vand. Efterhånden fandt folk dog, at denne emballage var praktisk og nem at bruge, og vanen med at bruge små teposer blev dannet. Nogen foreslog, at silkeposerne var for fine, så han skiftede til bomuldsgaze og begyndte officielt kommercielt salg. I 1903 ansøgte Sullivan om patent på teposer, og i 1920 blev teposer meget brugt i den amerikanske cateringindustri.
I begyndelsen brugte teposer silkeposer, som var ret dyre. Senere opfandt Boston-forretningsmanden William Hermanson varme-teposer af papirfiber, hvilket gjorde dem mere lig moderne teposer med hensyn til materialer. Oprindeligt var amerikanske teposer alle enkelt-posedesign. På grund af deres enkle form og rudimentære emballeringsmaskineri ville tebladene koncentrere sig inde i posen, når de placeres i vand, hvilket resulterer i en langsom brygningsproces. Senere opdagede nogen, at pakning af teblade i dobbelt-posedesign med bladene foldet til en W-form fremskyndede brygningsprocessen. I 1949 producerede det tyske firma Teepack verdens første fuldautomatiske dobbelt-pose-tepose-pakkemaskine baseret på dette koncept. Denne type emballage blev derefter populær i Europa, hvor etablerede tehandlere som Twinning og Whittard tog den til sig.
Efter årtiers succes på det amerikanske marked blev teposer introduceret til Storbritannien af Joseph Tetley i 1953.
